Sjov. Lige lovlig gakket. En slags Bertram-bog for voksne. På ingen måde stor litteratur, men jeg var godt underholdt (det er yderst sjældent, jeg griner højt, når jeg hører lydbog, men det gjorde jeg med denne). ( )

Præmissen i Den iranske gartner er god: Et medlem af det danske kongehus har gjort noget kriminelt – i dette tilfælde myrdet sin iranske gartner. Det er oplagt, at det ville sætte både myndigheder, monarki og befolkning under pres.

Desværre forløser Reuter ikke potentialet. Det er bestemt underholdende at følge kommissær Stelman, der får til opgave at rydde op. Han skal både skaffe et lig af vejen, holde pressen på afstand og sikre sig at alle spor bliver fjernet. For det ikke skal være løgn, må han også trækkes med en uduelig assistent, og det går heller ikke at misse datterens ”remake” lørdag eftermiddag.

Historien byder på et væld af barokke ideer og situationer, men der er også tidspunkter, hvor bogen tager den nemmeste udvej. Det ER selvfølgelig lidt sjovt, at Stelman er ved at tisse i bukserne under et møde i hofmarskallatet, men så sjovt er det jo heller ikke. Og det karikerede billede af spindoktoren Bobbe Putland er hentet så langt ude fra overdrivelsernes overdrev, at det ikke rigtigt har bid.

Det samme kan man sige om Ken Vedsegaards indlæsning. Den er ikke dårlig, men jeg synes ikke, at den giver historien noget ekstra. Alt i alt en oplevelsen på det jævne – men det behøver jo heller ikke at være kedeligt. ( )

Jeg tror ikke, at jeg har læst Bjarne Reuter siden jeg var ca. 20 år, og "Den iranske gartner" er nok ikke den allerbedste introduktion til hans voksenforfatterskab.
Bogen virker skrevet i et langvarigt tjaldgrineflip i en sommerferie: masser af absurde optrin og sprogligt gakkede gangarter. Men bogen er absolut sjovere end den er god. Men man kan da mærke at manden kan skrive, og jeg er da sikker på, at han i virkeligheden godt kan skrue en rigtig god bog med en sammenhængende handling sammen - også for voksne...
Og et godt grin fik jeg da. ( )