Guldager prøver i sine 11 korte noveller at tegne et portræt af dagens København. Nogle af historierne er kollektive fortællinger, hvor vi følger personer, der tilfældigvis støder ind i hinanden på gaden, mens andre er mere klassisk bygget op om enkelte personer. Budskabet er ret trist: Grundlæggende er menneskene fremmedgjorte over for hinanden, ensomme og uden ægte følelser for hinanden. Sidste sætning summerer det meget godt op: "Når han pludselig greb hendes kæbe og trak hende ind til sig, var det egentlig ikke, fordi han havde lyst til at kysse hende. Det var mere for at få hende til at holde kæft."

Bogen tilhører kortprosatraditionen. Det fungerer kun, hvis forfatteren på ganske få linjer kan gøre personer og situationer levende og interessante. Det lykkes ikke rigtig her. Selvom historierne er velskrevne, står der stort set ikke noget klart tilbage på nethinden efter endt læsning. ( )