Gertrud Hvidberg-Hansen

Vi har set dem alle sammen: Skulpturerne i bronze, marmor og granit af nøgne, frodige unge mennesker, der står rundt omkring på pladser i det ganske land. Mange af dem er udført og opstillet i mellemkrigstiden, og de har en pendant i billedkunsten, hvor en gren af den tidlige modernisme søgte inspiration i antikken og de efterfølgende renæssancer. Det var temaet for en udstilling arrangeret af Ribe, Faaborg og Fuglsang Kunstmuseer. Bogen er kataloget.

Titlen er taget fra Ovids metamorfoser, som kunstnerne hentede mange af deres motiver fra. Det gælder også maleren William Scharff og billedhuggeren Kai Nielsen, der er de gennemgående kunstnere i udstilling og katalog, selvom der også inddrages værker og trækkes paralleller til den kreds, de indgår i, og hvor de fleste er født omkring 1880 og døde omkring 1950. Indledningen konstaterer, at retningen har været lidt overset i kunsthistorien, der i højere grad har interesseret sig for den abstrakte modernisme.

Den første artikel er skrevet af Rasmus Kjærboe, der er optaget af periodens offentlige kunst og den virkning, som mødet mellem beskuer og kunst skulle fremkalde. Jeg var mest optaget af forsøget på at definere, hvad der egentlig skal forstås ved en moderne klassicisme. Det var et nybrud, at skulpturer i det offentlig rum ikke forestillede kendte mennesker, men snarere var idealtyper, der hyldede den nøgne og velproportionerede krop. Samtidig betød den modernistiske inspiration, at trækkene blev gjort enklere og på sin vis endnu mere almengyldige. Kunsten tilbød tilskueren et idealiseret men almindeligt billede at spejle sig i – og placeret på nye pladser eller ved nye idrætsanlæg var de synlige tegn på fremskridt. Kjærboe konstaterer også, at den forståelse ikke er så tydelig i dag, men jeg er ikke sikker på, at det skyldes, at folk ikke kender myterne bag. Det var heller ikke alle, der kendte historien om Leda og Svanen i 1920.

Den anden artikel af Gertrud Hvidberg-Hansen og Gertrud Oelsner undersøger kunstnernes inspiration og dykker ned i Kai Nielsens og William Scharffs rolle som tidlige eksponenter for velfærdsstaten. Den antikke inspiration blev formidlet af tyske og danske kunsthistorikere, og forfatterne konstaterer, at det er muligt at spore to forskellige stilarter med rødder i henholdsvis renæssancen og den mere svulstige og dynamiske barok. Koblingen til velfærdsstaten ses primært i placeringen af kunsten: Det var ikke udsmykning af palæer eller kirker, der var i centrum, men derimod kunst på offentlige pladser og i typiske velfærdsinstitutioner som børnesanatorier og kollegier.

Jeg så udstillingen på Fuglsang i 2015, men det er nogle år siden, så det har ikke haft den store betydning for min oplevelse af bogen. Den kan til gengæld sagtens stå alene, og det var et interessant dyk ned i en del af kunsthistorien, som jeg ikke kendte meget til forvejen, men som i høj grad består af genkendelige elementer. Som det så rigtigt konstateres, så har de fleste byer en frodig pige stående på et torv. Teksterne er tilgængelige og hele kataloget er flot illustreret.… (mehr)