’Roman’ står der på forsiden af bogen. Og det er netop problemet med at bedømme den. Der er ingen tvivl om, at Olav Hergel har skrevet en vedkommende og spændende historie om dansk politik og journalistik lige nu. Det er en god bog.

Men er det også god litteratur? Se, det er straks vanskeligere at sige.

Indvandrerdrengen Zaki er blevet student, sådan som hans forældre ønskede det. Han har brudt den sociale arv og den fremtid, forældrene har kæmpet så hårdt for, ligger nu åben. Det skal fejres, og sammen med et par venner tager han i byen i København. Men det er ikke altid let for indvandrerdrenge at komme på diskotek, og da dørvogteren Mickey Madsen afviser dem på en gennemprovokerende måde, slår det klik for Zaki. Han pander manden ned, og da den efterfølgende tumult er overstået, er dørvogteren død.

Det får igen modsætningerne mellem danskere og indvandrere til at bryde ud. Teologer og andre akademiske neokonservative spidser pennene på redaktionerne, og fra Dansk Folkeparti flyder i en lind strøm kravene om strengere straffe og udvisning af så mange som muligt.

Romanen bevæger sig af tre spor: Vi følger Zaki på den skæbnesvangre dag og i tiden derefter. Vi følger også den nye statsminister Kristian Holm. Skal han være Dansk Folkeparti minus 10 % eller skal han følge konens råd og springe ud som statsmand med en forsonende kurs? Og så er der journalisten Rikke Lyngvig, der både må på jagt efter sandheden og slås med den kulturkæmpende debatredaktør Bodil Severin om at få lov til at bringe den.

Det er elementært spændende. Sider flyver forbi i en lind strøm, mens man som læser venter med spænding på at finde ud af, hvem der egentlig er skyldig i Mickey Madsens død, om ghettoerne igen bryder i brand, og om Kristian Holm træder i karakter.

Som det sikkert fremgår, så er ’Indvandreren’ i den grad en samtidsroman, og det vil sikkert heller ikke være forkert at kalde bogen for brugskunst: Hergels mål er tydeligvis diskussion og eftertanke om den indvandrerdebat, der fylder voldsomt meget i både dansk politik og danske medier. Derfor ligger bogens karakterer sig ganske tæt op af virkelighedens (Kristian Holm er en cykelglad levemand, der lige har overtaget statsministerposten fra sin mere kantede forgænger, den 70-årige historiker Tage Knudsen minder umådeligt meget om Bent Jensen osv) og det gør det nemmere at identificere sig med personerne.

Som læser giver man dem uvægerligt mening og fylde, fordi man kender deres virkelige modparter. Derfor fungerer ’Indvandreren’ så godt i dag, men jeg tvivler på, at bogen vil stå distancen, når den øjeblikkelige medievirkelighed træder i baggrunden. Så tror jeg, at figurerne vil fremstå som flade og skitseagtige. Det gælder desværre ikke mindst indvandrerne i bogen, der føles mere som en artikelserie i Politiken end som rigtige mennesker. Det er god journalistik – men virkeligt gribende litterære skikkelser bliver det ikke. Højrefløjens kulturkæmpere står også tilbage som karikaturer.

Stærkest er skildringen af livet på redaktionen og af Rikke Lyngvigs mange valg og overvejelser som journalist. Ganske får man lyst til at ønske sig en fremskyndelse af avisdøden, hvis sandheden virkelig er så klemt af ideologien som på ”Morgenavisen Danmark” men der vælger jeg så at tro, at Hergel har strammet skruen lidt.

Jeg er fuld af beundring for Olav Hergels projekt. Her er virkelig litteratur, som tager fat i tidens mest brændende spørgsmål og formår at sætte problemer til debat. Det er måske nok svært at identificere andre stemmer i romanen end hans egen, men den er til gengæld både begavet, vedkommende og underholdende. Så venligt vil jeg næppe bedømme bogen om ti år – men skidt, for det var jo nu jeg læste den. ( )

Der er flere og flere journalister, der kaster sig over romangenren - med større eller mindre held. Olav Hergel er én af dem, der virkelig har gjort det med held i denne bog. I stedet for at skrive en faglitterær bog uden den store brede offentlige bevågenhed om mediernes, politikernes og journalisternes manipulationer, åbne og skjulte dagsordener samt selvcensur i indvandrerdebatten, har Hergel skrevet en glimrende roman om samme emne. Ud over at han får fremført sine egne synspunkter og pointer på emnerne knivskarpt, får han faktisk også skrevet en rigtig fængende fiktiv historie med troværdig handling og levende mennesker. Det gør, at selv om man kan mærke, at det vigtige mål for Hergel er, at få sine synspunkter og sin indignation over niveauet i indvandrerdebatten frem, går det bestemt ikke ud over det skønlitterære niveau. Flot bog med masser at tænke over og diskutere.
Hergel har tidligere udgivet romanen Flygtningen, som nu også vil komme på min liste over bøger, som jeg gerne vil læse i fremtiden. ( )