Anmeldt af Anders Rode, LGBT Biblioteket
Amager lugter vådt og muggent. Amager er grå.
14-årige Thomas har det svært med, at familien pludselig er flyttet. Eller snarere flygtet - fra en konflikt på farens arbejdsplads. Thomas orker ikke ny skole, nye kammerater, ny klasselærer. For han savner det, han er flyttet fra. Mormor og hunden Bulder, som hun blev nødt til at beholde, for man kan ikke have dyr her. Amager er kun for mennesker. Men mest savner han Rasmus, den unge tegnelærer, som han var forelsket i, og hvorfor svarer Rasmus ikke på hans sms'er?
Han prøver at opføre sig pænt. Over for forældrene - laver morgenmad, vasker op, og over for den måske lidt for bekymrede klasselærer, Elisabeth, der mener, han sidder for meget for sig selv. "Hun er bare pædagog", siger han og griner, da sidemanden Christian spørger, om han synes, hun er dum.
De andre synes, at den nye dreng i klassen er ret sej. Selv ser han noget andet i spejlet. Sin usikkerhed. Han er ikke sig selv. Og ensomhed. Den forsvinder, når han tegner. Eller læser - Peter Plys, fortæl det ikke til nogen. Men det får ham også nogle gange til at blive lidt for fuld. Eller græde.
Andrea er interesseret i ham. Hun er rar at snakke med, og hendes hund er sød. Desuden tager hun ham med på en kunstudstilling med portrætter. Dem er han vild med, og det er Andreas storebror, Morten, som er bøsse, der viser ham dem.
Så skifter Amager fra grå til farve!
Det hele foregår i løbet af et par regnfulde efterårsmåneder.
Forfatteren er på hjemmebane, når det gælder Amager, hvor han voksede op, og det er ikke tilfældigt, at hovedpersonen har næsten samme navn med kun et h til forskel. Der er helt sikkert meget af ham selv i Thomas, som dermed kommer til at fremstå mere intenst og troværdigt end mange romanpersoner.
Javist, det ligger vel også i titlen - Amager og håndbevægelsen hen over halsen, at det er en sand historie, selv om det er fiktion!
Den er fortalt i meget korte sætninger. De længste er på maks. halvanden linje. Mange kun tre eller fire ord. Lavere lixtal skal man lede længe efter. Det er selvfølgelig helt bevidst, at en ungdomsroman også skal være tilgængelig for de knap så habile læsere. Det forunderlige er, at det ikke kommer til at virke forenklet og staccato, men at formen snarere giver fortællingen et poetisk løft.
Et eksempel: I svømmehallens sauna får Thomas svært ved at skjule sin seksuelle begejstring bag håndklædet, da han kigger på en ung fyr, men hjemme hos Andrea tænder han slet ikke på hendes berøringer, mens de ligger på hendes seng. Det går ikke, han skubber hende væk og bryder hurtigt op:
"Hunden sover. Jeg vender mig om. Hun giver mig regnfrakken. Fars regnfrakke. Vi siger ikke noget. Jeg mumler, vi ses i morgen. Hun nikker bare og bider sig i underlæben. Så lukker hun døren. Jeg går ud i regnen. Jeg tager hætten op. Den lugter af min far. Det er en rar lugt. Tryg. Jeg sætter mig op på cyklen. Jeg kører væk. Jeg ser mig ikke tilbage."
Tomas Lagermand har skrevet flere bemærkelsesværdige ungdomsromaner. "En dreng" (2002), der er en grum historie om et forsømt barns opvækst i et belastet miljø, "Tomandshånd" (2006) om de samme personer, da drengen er blevet 14 år, og "Drengen med stjernekaster" (2004) om at springe ud som bøsse og være forelsket.
Samtidig med at de er meget forskellige, er der et nært slægtskab - også med Tomas Lagermand Lundmes nye. De to førstnævnte er så dystre, at man tror, det er løgn, når de alligevel fremtræder som livsbekræftende. De to andre bliver man bare lidt glad i låget af at læse.