Tomas Lagermand Lundme: Dæk mig med huller
Anmeldt af Anders Rode fra LGBT+ Biblioteket
Citat fra bogen: "Min mor sagde. jeg skulle skrue ned. Bowie skreg. Han skreg for mig. På tysk. Altid på tysk. Så var skriget bedst. Edvard Munch havde malet det. Det hang i Oslo. Edvard Munch havde malet det, så man kunne høre det. Min far havde sagt, der var mange skrig. Han havde nemlig også malet det maleri mange gange. Det blev man nødt til. Jeg havde skriget hængende på min væg. På et postkort. Det var min farfar, der havde givet mig det. Skriget. Det var arveligt".
Ligesom Edvard Munch og mange andre malere gang på gang arbejder med samme tema, skriver Tomas Lagermand Lundme gang på gang historien om det svigtede barn, den forsømte, mishandlede, måske misbrugte dreng, der er efterladt uden følelsesmæssig kontakt og reagerer med spisevægring og selvskade. Det begyndte allerede med "Forhud" i 1998, fortsatte med "En dreng" 2002, "Tomandshånd" 2006, blev videreført i "Når man forveksler kærlighed med en saks" 2016 og drives nu til ekstremerne med to bøger i 2021, "Stenbroer" og denne, "Dæk mig med huller".
Vi følger hovedpersonen, fra han er en halv snes år, til han er teenager. Han passer tit og kærligt sin lillebror, der er psykisk handicappet. Også om aftenen, for far går på arbejde om aftenen og mor går til yoga. Han prøver at snakke med mor, men hun har aldrig tid, eller hun er fuld. Falder ned ad trappen og slår hovedet. "Jeg kunne bedst lide min mor, når hun ikke var hjemme". Så flytter hun sammen med en anden mand. Drengen har det nogenlunde tæt med sin far, både derhjemme eller når de tager på sygehuset, til snak med pædagogerne, i biografen eller sammen spiser noget kioskmad, men der er alligevel ikke rigtig forbindelse mellem dem. Selv om de er sammen, er han ensom.
Han lukker af, de voksne tager ikke ansvar, og så flygter han med farfars guitar og noget musik fx Bowie. Spiller vildt og lader strengene rive fingrene til blods, skærer sig, nægter at spise eller spiser og kaster op, skjuler hænderne i trøjeærmerne, for ingen må se hans sår, fortæller sine historier til psykologen, psykiateren, pædagogerne, politiet, og der skrives bunker af rapporter, men ikke noget, der virker.
Han tager sig pænt af lillebror, der tager for hårdt på kaninerne, så de dør. En ny kanin skal hedde Even - efter ham fra norske Skam. Men der er ikke nogen Isak. Og det er det åbenlyst formulerede homoseksuelle islæt.