Azadeh Moaveni
Autor von Lipstick Jihad: A Memoir of Growing Up Iranian in America and American in Iran
Über den Autor
Bildnachweis: By New America - Special Operations Forces (SOF) Policy Forum 2019, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=117476223
Werke von Azadeh Moaveni
Zugehörige Werke
My Sister, Guard Your Veil; My Brother, Guard Your Eyes: Uncensored Iranian Voices (2006) — Mitwirkender — 105 Exemplare
Getagged
Wissenswertes
- Geburtstag
- 1976
- Geschlecht
- female
- Nationalität
- USA
- Geburtsort
- Palo Alto, California, USA
- Wohnorte
- Tehran, Iran
San Jose, California, USA
New York, New York, USA
Cairo, Egypt
Beirut, Lebanon
London, England, UK (Zeige alle 7)
Cambridge, Cambridgeshire, England, UK - Ausbildung
- University of California, Santa Cruz (BA | Politics)
American University in Cairo (Arabic) - Berufe
- journalist
author - Preise und Auszeichnungen
- Fulbright Fellowship (Egypt)
- Agent
- Diana Finch
- Kurzbiographie
- Azadeh Moaveni is Tehran correspondent for TIME Magazine. She is the author of Lipstick Jihad (2005), and co-author of Iran Awakening (2006).
She previously worked for the Los Angeles Times as a reporter covering the Iraq war, and its regional reverberations. Before joining the Times, she reported around the Middle East for TIME, covering Islamic militant groups, Arab media, political Shiism, Arab/Iranian youth culture, and the Iranian reform movement. As one of the few American correspondents permitted to work continuously in Iran since 1999, Azadeh has reported extensively on youth culture and the student movement in the Islamic Republic. This focus inspired her first book, as well as her contributions to two anthologies, My Sister, Guard Your Veil; My Brother, Guard Your Eyes (2006), and Let Me Tell You Where I’ve Been (2006).
--From her personal website at http://www.azadeh.info/about/
Mitglieder
Rezensionen
Lipstick Jihad: A Memoir of Growing up Iranian in… von Azadeh Moaveni
I rarely get through a work of nonfiction, but this book was one I could not put down. Moaveni is so honest in her portrayal of her struggles with life straddling two separate and often opposing cultures. Her explanations of the complexities of life in modern Iran were eye-opening, to say the least. I am officially very, very interested in the world she inhabits. A seriously great book.
Det er sjældent jeg kender modtagerne af nobelpriserne på forhånd. Sådan er det også med fredsprisen, i hvert fald når den ikke går til statsledere eller store internationale organisationer som Læger uden grænser. Shirin Ebadi havde jeg i hvert fald ikke hørt om, før hun fik den i 2003 for sit arbejde som advokat i Iran, hvor hun med stor personlig risiko forsvarede ofre for systemets undertrykkelse og kæmpede mod de diskriminerende love, der var indført efter den islamiske revolution i 1979.
Hendes erindringer udkom i 2006 på engelsk – de er skrevet i samarbejde med den amerikansk-iranske journalist Azadeh Moaveni, der nok har stået for meget af oversættelsen – og efterfølgende på en lang række sprog.
Ebadi blev født i slutningen af 1940’erne i en verdslig familie, der ikke gik så meget op i de traditionelle kønsroller. Piger og drenge blev behandlet ens, og det gav Shirin en stor tro på, at hun kunne opnå, hvad hun ville. Familien flyttede fra landet til Teheran, hvor hun læste jura på universitetet, og da hun havde bestået sin sidste eksamen som årgangens dygtigste, blev hun ansat i justitsministeriet, hvor hun fungerede som dommer.
Politisk var familien national og fremskridtsorienteret. Faderen havde politisk indflydelse under premierminister Mosaddegh, der regerede frem til 1953, hvor han blev afsat ved en militærkup og erstattet af et pro-vestligt shah-styre. Shirin var kun en lille pige under disse begivenheder, men hun gør en del ud af dem, fordi de havde langtrækkende politisk betydning. Mosaddegh havde nationaliseret de iranske olieinstallationer for at sikre, at en større del af gevinsten kom landet til gavn. Den politik blev omgjort af shahen, der havde fået amerikansk hjælp til kuppet. Selvom Shirin Ebadi blev uddannet under shahens styre og nød godt af dets muligheder, så opfattede hun ham tydeligvis aldrig som andet end en vestlig marionet. Den følelse var udbredt i Iran, og en vigtig forklaring på den brede opbakning til at vælte ham i 1979 – selvom der ikke nødvendigvis var enighed om den efterfølgende retning.
Shirin Ebadi blev gift og fik to døtre efter revolutionen. Hun støttede oprøret, men havde ikke forudset, hvor meget det ville koste hende og Irans øvrige kvinder: Hun blev frataget retten til at være dommer – kvinders mulighed for at arbejde som advokater blev dog genindført i 1992 – hun skulle bære tørklæde, og den islamiske lovgivning slog direkte fast, at kvinder var mindre værd end mænd. Samtidig blev styret voldsomt radikaliseret af krigen mod Irak i 1980’erne, der kostede hundredtusinder af iranske drenge og mænd livet. Irak havde takket være vestlig støtte bedre våben, så Iran måtte svare igen med sin større befolkning. Bus efter bus af unge drenge og mænd blev sendt af sted fra Teheran for at gå forrest gennem de irakiske minefelter med den symbolske nøgle til paradis om halsen.
Efter krigen bliver grebet om det iranske samfund slækket en smule, og Ebadi begynder sit arbejde som advokat. Typisk tager hun sagerne gratis, og hendes fokus bliver hurtigt at bruge den enkelte sag og solid medieomtale til at rejse principielle spørgsmål om børns og kvinders rettigheder. Det interessante er, at hun accepterer den islamiske republik og sharia-lovgivningen som udgangspunkt for sit arbejde. Hendes vurdering er, at styret er kommet for at blive, men at der er fortolkningsmuligheder i den islamiske lovgivning, der gør det muligt at trække den iranske lovgivning i en anden retning og dermed reformere styret indefra.
Den vurdering har nok vist sig at være for optimistisk, for der var konservative kræfter, der trak i den modsatte retning, men det er en af bogens styrker, at den er med til at nuancere billedet af Iran. F.eks. understreger Ebadi flere gange, at den islamiske revolution nok var med til at underordne kvinder i juridisk forstand, men at den store udvidelse af universiteterne og et meget større optag af kvindelige studenter styrkede den underordnede ligestilling. Den udvikling fylder hende med stolthed, og selvom hun er i konflikt med den iranske regering og det islamistiske styre, så er hun også meget national. Da hendes venner begynder at emigrere, opgiver hun fuldstændigt kontakten med dem, og selvom hun ikke siger det direkte, så opfatter hun flugten som en form for forræderi. Disse synspunkter medvirkende til, at styret kan acceptere nobelprisen og i vis forstand gøre den til en anerkendelse af Iran som sådan.
Shirin Ebadi har skrevet sine erindringer for at styrke udlandets forståelse af Iran. Det mærker man under læsningen, hvor der gøres en del ud af at udrede historiske forløb, men det er altid med udgangspunkt i Ebadis eget liv, og vekselvirkningen mellem samfundsudvikling og Ebadis personlige oplevelser fungerer godt. Det var en bog, som jeg nød at læse, og som jeg også blev klogere af.… (mehr)
Hendes erindringer udkom i 2006 på engelsk – de er skrevet i samarbejde med den amerikansk-iranske journalist Azadeh Moaveni, der nok har stået for meget af oversættelsen – og efterfølgende på en lang række sprog.
Ebadi blev født i slutningen af 1940’erne i en verdslig familie, der ikke gik så meget op i de traditionelle kønsroller. Piger og drenge blev behandlet ens, og det gav Shirin en stor tro på, at hun kunne opnå, hvad hun ville. Familien flyttede fra landet til Teheran, hvor hun læste jura på universitetet, og da hun havde bestået sin sidste eksamen som årgangens dygtigste, blev hun ansat i justitsministeriet, hvor hun fungerede som dommer.
Politisk var familien national og fremskridtsorienteret. Faderen havde politisk indflydelse under premierminister Mosaddegh, der regerede frem til 1953, hvor han blev afsat ved en militærkup og erstattet af et pro-vestligt shah-styre. Shirin var kun en lille pige under disse begivenheder, men hun gør en del ud af dem, fordi de havde langtrækkende politisk betydning. Mosaddegh havde nationaliseret de iranske olieinstallationer for at sikre, at en større del af gevinsten kom landet til gavn. Den politik blev omgjort af shahen, der havde fået amerikansk hjælp til kuppet. Selvom Shirin Ebadi blev uddannet under shahens styre og nød godt af dets muligheder, så opfattede hun ham tydeligvis aldrig som andet end en vestlig marionet. Den følelse var udbredt i Iran, og en vigtig forklaring på den brede opbakning til at vælte ham i 1979 – selvom der ikke nødvendigvis var enighed om den efterfølgende retning.
Shirin Ebadi blev gift og fik to døtre efter revolutionen. Hun støttede oprøret, men havde ikke forudset, hvor meget det ville koste hende og Irans øvrige kvinder: Hun blev frataget retten til at være dommer – kvinders mulighed for at arbejde som advokater blev dog genindført i 1992 – hun skulle bære tørklæde, og den islamiske lovgivning slog direkte fast, at kvinder var mindre værd end mænd. Samtidig blev styret voldsomt radikaliseret af krigen mod Irak i 1980’erne, der kostede hundredtusinder af iranske drenge og mænd livet. Irak havde takket være vestlig støtte bedre våben, så Iran måtte svare igen med sin større befolkning. Bus efter bus af unge drenge og mænd blev sendt af sted fra Teheran for at gå forrest gennem de irakiske minefelter med den symbolske nøgle til paradis om halsen.
Efter krigen bliver grebet om det iranske samfund slækket en smule, og Ebadi begynder sit arbejde som advokat. Typisk tager hun sagerne gratis, og hendes fokus bliver hurtigt at bruge den enkelte sag og solid medieomtale til at rejse principielle spørgsmål om børns og kvinders rettigheder. Det interessante er, at hun accepterer den islamiske republik og sharia-lovgivningen som udgangspunkt for sit arbejde. Hendes vurdering er, at styret er kommet for at blive, men at der er fortolkningsmuligheder i den islamiske lovgivning, der gør det muligt at trække den iranske lovgivning i en anden retning og dermed reformere styret indefra.
Den vurdering har nok vist sig at være for optimistisk, for der var konservative kræfter, der trak i den modsatte retning, men det er en af bogens styrker, at den er med til at nuancere billedet af Iran. F.eks. understreger Ebadi flere gange, at den islamiske revolution nok var med til at underordne kvinder i juridisk forstand, men at den store udvidelse af universiteterne og et meget større optag af kvindelige studenter styrkede den underordnede ligestilling. Den udvikling fylder hende med stolthed, og selvom hun er i konflikt med den iranske regering og det islamistiske styre, så er hun også meget national. Da hendes venner begynder at emigrere, opgiver hun fuldstændigt kontakten med dem, og selvom hun ikke siger det direkte, så opfatter hun flugten som en form for forræderi. Disse synspunkter medvirkende til, at styret kan acceptere nobelprisen og i vis forstand gøre den til en anerkendelse af Iran som sådan.
Shirin Ebadi har skrevet sine erindringer for at styrke udlandets forståelse af Iran. Det mærker man under læsningen, hvor der gøres en del ud af at udrede historiske forløb, men det er altid med udgangspunkt i Ebadis eget liv, og vekselvirkningen mellem samfundsudvikling og Ebadis personlige oplevelser fungerer godt. Det var en bog, som jeg nød at læse, og som jeg også blev klogere af.… (mehr)
winner of Nobel peace prize
students like it
not a difficult read
students like it
not a difficult read
This is a compelling and fascinating account of the lives of a number or women who either joined or tried to join ISIS in Syria. It’s surprisingly gripping, often very moving, even-handed and endlessly illuminating. The stories are well chosen, complex political and religious concepts are clearly explained and the writing is almost beautiful at times.
It seems to me that the lure of extremism is one of those subjects that’s both important and rarely taking about. Azadeh Moaveni absolutely does it justice.
… (mehr)
It seems to me that the lure of extremism is one of those subjects that’s both important and rarely taking about. Azadeh Moaveni absolutely does it justice.
… (mehr)
Listen
Auszeichnungen
Dir gefällt vielleicht auch
Nahestehende Autoren
Statistikseite
- Werke
- 4
- Auch von
- 1
- Mitglieder
- 1,677
- Beliebtheit
- #15,325
- Bewertung
- 3.8
- Rezensionen
- 78
- ISBNs
- 52
- Sprachen
- 10
- Favoriten
- 2
